Det er da godt, jeg har en ordentlig ulykkesforsikring, bemærkede min nabo, da han forleden dag fortalte om, hvorfor han gik med sin venstre arm i gips. Han var nemlig uarbejdsdygtig i nogle uger og havde selvfølgelig behov for at få sin tabte arbejdsfortjeneste dækket ind.

Hans skade skyldtes, at han under en spadseretur i den skov, som mange af os fra det parcelhuskvarter, hvor vi bor, benytter til at gå ture, var blevet overfaldet af en hund – en af de såkaldte muskelhunde eller kamphunde, om man vil.

Hunden var fuldstændig umotiveret sprunget på ham, og da han ville værge for sig med sin venstre underarm, havde hunden bidt sig så voldsomt fast i armen, at han ikke blot havde fået et alvorligt sår, men også havde brækket en af de tynde knogler i armen.

Jamen, det må da være hundeejerens hundeforsikring, der skal træde til her, indvendte jeg, for sådan en forsikring skal jo netop dække det ansvar, der knytter sig til at have en hund.

Problemet var bare, at den pågældende hund var ejet af et sølle skrog af en narkoman, som aldrig havde sørget for at få hunden forsikret. Derfor er det juridisk set sådan, at det er hundeejeren selv, der må punge ud med en erstatning. Men det nytter jo ikke noget, når hundeejeren ikke ejer så meget som saltet til et æg. Jeg kan jo være ligeglad, hvilken forsikring der skal betale, mente min nabo, bare jeg får den erstatning, jeg har krav på, læs mere: https://dyr.dk/hundeforsikringer