Det ringer på døren. Det giver faktisk et sæt i mig. Det plejer ikke at ringe på døren sådan ved 18-tiden en tirsdag aften eller sen eftermiddag. Men jeg åbner, og der står han. Fyren, jeg talte med, da vi mødtes på kurset i sidste uge. Jeg husker, at jeg gav ham min adresse, da vi skulle tage afsked med hinanden efter kurset. Han gav mig også sin. Vi havde talt godt sammen i den uge, kurset varede. Temmelig overrasket lukker jeg ham ind. Han takker og kommer indenfor. Tager sin tunge frakke af. Rækker mig en flaske rødvin. Fortæller mig, at han glemte at ringe til mig, men var lige i nærheden, så han tog bare chancen og kom forbi. Han ville høre, hvordan jeg nu synes om kurset. Han taler i en uendelig strøm. Jeg viser ham ind i min stue.
Undskylder rodet
Undskylder, at her er lidt rodet. Jeg ventede jo ikke gæster. Han har sat sig i min sofa. Der, hvor jeg selv plejer at sætte mig. Jeg beder ham om at vente lidt. Går ud i køkkenet og trækker proppen ud af rødvinen, han havde med. Finder et par glas. Tager dem med ind i stuen og skænker op. ’Skål.’ Vi drikker. Han taler om vejret. Om, hvordan han selv mener, kurset har hjulpet ham. Han er nervøs, men vinen får ham ganske langsomt til at slappe af. Jeg har været tilbage i køkkenet og har fundet nogle små snacks frem. Jeg lytter bare til hans talestrøm.
Han spiller selv ukulele
På et tidspunkt får han øje på min samling af strengeinstrumenter, der står ovre i et hjørne. Der er nogle guitarer. En cello og en violin. Og en ukulele. Han får øje på ukulelen og tager den op. Begynder at stemme den. Jeg har ikke selv spillet på den i uendeligt lang tid. Han smiler. Spørger, om jeg spiller på den. Jeg svarer, at det er længe siden. Jeg har lige i øjeblikket slet ikke lyst til at spille. Men når jeg gør det, så er det på guitaren.
Han har stemt min ukulele og begynder at spille på den. Hold op, han er god. Han synger en eller anden sang på et eller andet sprog, som jeg ikke lige kan genkende med det samme. Jeg spørger ham om, hvad det er for et sprog, han synger på. Hawaiiansk. Han har boet der i mange år. Hans far stammer derfra. Spændende at høre om.
Barndom på Hawaii
Han fortæller mig om sin barndom i Hawaii. Han og hans mor flyttede til København, da han var 12 år. Forældrene blev skilt. En lidt trist historie at høre om. Han spiller flere sange og finder ligesom fred med sig selv. Begynder at spørge mig om min egen barndom og min hverdag. Er temmelig nysgerrig. Jeg fortæller om min kedelige opvækst i et almindeligt middelklasse parcelhuskvarter i en provinsby. Om mine år på universitetet. Om min interesse for musik. Lige pludselig er der gået en hel aften. Han siger tak for en hyggelig aften. Spørger, om jeg vil komme til middag hos ham i næste uge. Det vil jeg gerne.