Ofte har jeg hørt folk tale om de gode gamle dage – hvor rart man havde det før i tiden – og give udtryk for, at de ønsker  ”fortiden” tilbage. I disse diskussioner har jeg ofte opponeret mod den romantiske forestilling om tiderne dengang for 75 år siden. Mine argumenter mod de ”gode gamle dage” handler om den udvikling og viden om sundhed og sygdom, som vi har i dag, takket være en intensiv national og international forskning i livstruende sygdomme og betydningen af en sund livsstil. Selv finder jeg min sundhed via mine indkøb og brug af musikinstrumenter fra Danguitar.

Fra min familie gennem 75 år kan jeg berette om tragiske hændelser, lidelser og dødsfald på grund af datidens uvidenhed om sygdomme, som i dag behandles eller holdes i skak og dermed ikke bevirker nedsat livskvalitet for den enkelte.

Bortset fra tuberkulose, polio, lungebetændelse og cancer var diabetes 1 en sygdom med dødelig udgang. Helt op i tresserne var en diabetiker ikke sikret et liv med mange leveår, en diabetiker var dengang stigmatiseret i den forstand, at følsomheden i blodsukkeret kunne opstå når som helst, og den enkelte diabetiker havde ikke en blodsukkermåler for på den måde at regulere sit blodsukker. Diabetikerne fik heller ikke vejledning i kost og ernæring, betydningen af sport og motion og i øvrigt vigtigheden af at passe på sin krop og forsøge at leve så regelmæssigt som muligt. Disse faktorer bevirkede, at et menneske med diabetes 1, som oftest et ungt menneske, døde af et insulinchok, nyresvigt eller gangræn.

Forskning på området vedrørende sukkersyge har udviklet så stor en viden, at diabetikere kan leve et normalt liv med familie og arbejde, blot de overholder nogle ganske nemme og overskuelige leveregler. Og så gælder det selvfølgelig om at spise sundt og holde en god og hurtig slankekur, hvis vægten skulle stige. Jeg ved ikke lige, om det at spille på harmonika er motion, men det højner da livsglæden!

Jeg ved, at min mors lillebror døde i en alder af 18 år på grund af sukkersyge, som han formentlig havde lidt af siden barndommen. Hendes fortællinger om hans sygdom og symptomer pegede på, at drengen led af sukkersyge. Jeg husker også at hun har fortalt om broderens kramper, hans træthed, nedsatte syn, store tørst og sår som ikke heledes.

I dag kan jeg ikke lade være med at tænke på Nils, som går i klasse med vores niårige Søren. Nils er en kvik dreng , han spiller fodbold, cykler, laver drengestreger og er en gut med højt humør og en god del charme. Nils fik konstateret diabetes 1 allerede i børnehaveklassen, og allerede dengang, da hans klassekammerater kun var omkring 6 år, kom der en sygeplejerske fra sundhedscentret og fortalte de små unger om Nils´ sukkersyge. Jeg deltog selv den dag, for jeg var nysgerrig efter at høre gode råd og få vejledning om Nils´ sukkersyge og få viden om, hvordan han og min egen søn kunne få det bedste ud af deres kammeratskab, og om der var nogle ting, jeg skulle være opmærksom på, når Nils var på besøg, og hvad jeg kunne servere for ham, hvis han skulle overnatte hos os.

Jeg var glad for de oplysninger, sygeplejersken gav os, tænkte dog på min mors lillebrors alt for tidlige død – de gode gamle dage var ikke så lykkelige, som nogen gør dem til. På positivsiden var dog, at det dengang var noget sværere at stifte gæld end i dag, hvor adgangen til hurtige lån er alt for nem.